Ayacucho - En by i bjergene

Nu er d. 8 og 9. juli endlig overstaaet. Vi foelte os lidt fanget i den ellers rigtige hyggelige by. I byen fandtes Plaza des Armas, som saedvanelig og ellers et par hyggelige gader og stroeg. Som sagt foelte vi os rigtig trygge i byen, ogsaa selvom vi vovede os ud paa demonstrationsdagene.

Befolkningen i Ayacucho er helt anderledes end nede ved kysterne. Der findes mange indianere, som gaar rundt i deres tradiontionelle toej og er MEGET lave. Se billedet nedenfor. Her har hasse faaet sig en veninde :o)

Det er ellers gaaet saadan, at ogsaa Hasse er blevet syg og Charlotte stadig er det. Vi er nu taget videre til en by der hedder Abancay, som ligger 400 m lavere end Ayacuho, hvilket burde hjaelpe, hvis det er hoejdesyge. Men udover det har vi faaet maveproblemer, av av av. Det har staaet paa i mange dage, saa vi regner med at soege laege naar vi ankommer til Cusco i morgen. Det var en helvedes tur fra Ayacucho til Abancay.

I kan selv forestille Jer hvordan det er, at sidde 15 timer i en varm bus paa bumpede grusveje med kvalme og diaré! Ikke det sjoveste vi hidtil har oplevet. Paa billedet ser I hvordan landskabet var det meste af turen, meget oerkenagtigt. Vi haaber snart paa at blive raske, saa vi kan nyde vores tur til Inkariget, som starter d. 15 juli.

8-9 juli... Altitude sucks

Da der skal vaere mega demonstration her i Ayacucho (og resten af Peru) de naeste to dage, vil alt vaere lukket og vi er blevet fraraadet at forlade vores hostel. Der vil derfor nok ikke komme meget fra vores side, foer demonstrationen er overstaaet. Vi har derfor koebt godt ind, saa vi kan klare os de naeste to dage. Desuden har Charlotte muligvis faaet hoejdesyge, og vi har fundet ud af at det kureres med hvile og lidt smertestillende, saa det passer jo fint med et par afslapningsdage.

Derudover synes vi, at Ayacucho er en rigtig hyggelig by og vi foeler os meget trykke her. Derfor bliver vi en dag efter demonstrationen, saa vi kan opleve noget mere af byen.

Oplevelsesrig bustur...

Da vi var faerdige med at vaere i Pisco, og havde faaet sagt farvel til vores Peruianske plejeforaeldre gik vi mod det sted, hvor vi skulle videre med bussen til Ayacucho. Vi ankommer til tiden og efter lidt tid bliver vi sat ind i en taxi, der skal koere os til det sted, hvor bussen holder... eller burde holde. Taxien koerte en slags nat-rally, der fik os til at tro, at vi var alt for sent paa den, og derudover kunne vi se paa klokken, at den allerede var 10 min over den tid bussen skulle koere. Vi kom dog hele frem og var klar til at hoppe ombord paa den laekre turistbus og sove dejligt hele natten. Bussen var der bare ikke, og vi fandt saa ud af, med hjaelp fra Hasses spanske, at bussen var blevet 2 timer forsinket, det vil sige at istedet for at komme kl 20.30, kom den nu foerst kl 22.30. Det skal siges, at vi stadig doejer lidt med vores jetlag, saa vi har indtil videre sovet senest kl 20, saa det var allerede langt over vores sengetid!

Der var ikke saa meget andet at goere end at vente. Charlotte fik hvilet lidt op ad Hasse, og mens sad han og laeste lidt i vores "Bibel", Lonely Planet. Der fandt Hasse ud af, hvor vi kunne sove naar vi kom frem, og saa faldt han over en boks med en Warning. Der stod, at man under alle omsaendigheder skulle undgaa at rejse med natbusser, og hvis man gjorde skulle man vaere forberedt paa, at man kunne blive voldtaget og bestjaalet... Ikke ligefrem nogen god nyhed oven i den i forvejen ikke vellykkede tur.

Kl. 22.45 kom bussen. Det var ikke ligefrem luksus... for at sige det paent, saa det ud som om bussen havde vaeret i brug foer, mange gange. Ind i bussen skulle vi, og vi fandt vores pladser og fik sat os til rette. Der gik ca. 5 min foer vi begge skulle tisse, og saa var det jo rart at vide, at der var 7 timer til naeste stop. Vi fik sovet lidt i loebet af natten, men der var forstyrelser som kyllinger, den lille pige der sad foran os og kastede op hele natten, og saa koerte vi rundt i bjerglandskab med masser af fart, saa vi blev slynget rundt i saedet.

Men men... vi kom frem, vores baggage var der stadig og vi blev ikke bestjaalet. Det var en oplevelse vi nok ikke gentager.

Vi er kommet frem til en smuk by i bjergene, hvor vi nok bliver et par dage, saa vi kan faa slappet lidt af.

Pingviner, pelikaner og fede soeloever!

Da der ikke var meget at lave i Pisco, bestilte vi en tur (den eneste valgmulighed) med speedbaad til nogle smaa oeer kun beboet af dyr. Ham vi bestilte turen hos snakkede hoejt om, at vi skulle huske solcreme, badetoej osv...yeah right! Naive som vi er ta´r vi alt det grej med, men maa allerede, da vi staar paa kajen, foer vi ta´r ud med baaden indse, at det absolut ikke bliver til sol eller badning! Og derudover har vi slet slet ikke nok toej paa, da det blaeser enormt meget. Vi fik dog redningsveste paa og det hjalp en del. Efter lidt tid kom vi ud til oeerne og saa med det samme pingviner og en masse forskellige fuglearter. Vi tog hurtigt vores solhatte paa, som ham gutten saa paent havde fortalt os vi skulle for taenk, hvis fuglene sked os i hovedet! Hmm...vi ville nu hellere have haft besked om, at vi skulle ta varme jakker paa :o(. Paa trods af det, saa var det meget fascinerende at se pingviner i real life, og blot nogle minutter efter viste der sig flere soeloever og pelikaner. Endnu en gang kunne det taenkes, at vi er temlig naive, men vidste I, at der findes pingviner og soeleover i Peru??

Efter en lang tur paa vandet (selvfoelig med motorstop paa vejen tilbage, saa vores kolde tur paa havet blev forlaenget yderligere) skulle vi et smut i en nationalpark lige ved siden af. Vi havde forestillet os en frodig og groen nationalpark, men det viste sig, at det var oerken. Faktisk et rigtig smukt sted, hvor vi spiste vores frokost i solen paa en restaurant ud til havet.

Stedet vi boede paa i Pisco var familieejet, og vi blev gode venner med vaertsparret Carlos og Carla. De har to boern paa 24 og 28, dog er de begge bortrejst for at studere. Vi var som nogle af de eneste nede i faellesarealet og spille spil, drikke oel og hygge os. Det tror vi Carla synes var rigtig hyggeligt, og vi fik snakket en masse med hende, specielt om jordskaelvet paa 8.0, der ramte sidste aar i august. Da vi saa skulle afsted ville hun have taget billeder af os. Paa trods af, at det var et alle tiders sted at bo, saa var Pisco desvaerre ikke mere interessant end som saa, og vi maatte videre op i bjergene med mere sol og mere udenlandsk stemning.